Modtagestation for haveaffald?

Frederiksberg Lokalråd har sendt denne anmodning til Sorø Byråd

Placering af modtagestation for haveaffald  på Frederiksberg

Frederiksberg Lokalråd har ved sit møde den 4. marts drøftet situationen for borgerne i den sydlige del af kommunen i forhold til brug af genbrugspladsen i Pedersborg. 

Sagen er, at selv miljømæsigt uproblematisk affald – som f.eks, haveaffald, grene fra beskæring af buske og træer, hækkeklipning, græsklipning o.lign. – skal transporteres til genbrugsstationen i Pedersborg.

Gennemsnitsafstanden for de fleste husstande på Frederiksberg og til genbrugssationen er ca. 7,5 km. En returkørsel altså ca. 15 km. Trafikken foregår tværs gennem Sorø bymidte. Kørslen vil ofte foregå med “kold” motor med miljømæssig uhensigtsmæssig forbrænding og øget benzin- dieselforbrug.

Lokalrådet vil derfor opfordre byrådet til at overveje det miljømæssigt forsvarlige i den nuværende ordning. Lokalrådet er af den umiddelbare opfattelse at en modtagestation for haveaffald f.eks. placeret i den østligste ende af Stationspladsen, vil forbedre miljøregnskabet væsentligt for de mange husstande syd for bymidten.