Forebyg indbrud!

Frederiksberg Lokalråd har fået denne henvendelse fra Bo trygt:

Kære Grundejerforening eller Vejlaug

Indbrudstallet i Danmark er faldende, og det er glædeligt.

Men der er stadig alt for mange indbrud, og det skaber utryghed – både for dem, det går ud over, og for alle i kvarteret.

Den gode nyhed er, at I kan være med til at gøre noget ved det.

Du kan være med til at sætte indbrudsforebyggelse på dagsordenen i jeres kvarter, og det kan Bo trygt hjælpe med. Bo trygt er et initiativ fra TrygFonden og Foreningen Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Hos Bo trygt kan du bestille en uvildig indbrudsekspert – typisk en tidligere politibetjent – til at komme på besøg i jeres forening eller på jeres vej. Og det er ganske gratis. Det eneste, det kræver, er, at I skal kunne samle mindst 15 personer. I skal selv stå for et lokale og evt. forplejning.

Indbrudseksperten giver jer skræddersyede tips til, hvordan I kan mindske risikoen for indbrud i jeres boliger, og fortæller om, hvad I som kvarter sammen kan gøre for at forebygge indbrud og øge trygheden.

Et typisk besøg forløber således:

  • Indbrudseksperten holder et oplæg på ca. 45-60 minutter, hvor emnerne bl.a. er den aktuelle indbrudssituation, sikring af egen bolig og nabohjælp
  • I får diverse materialer og film at se. Bl.a., hvordan en indbrudstyv arbejder og tænker.
  • Undervejs kan I naturligvis stille spørgsmål og få konkret rådgivning.
  • Og hvis I ønsker det, kan I gå en lille tur i jeres kvarter sammen med indbrudseksperten.

BESTIL EN INDBRUDSEKSPERT HER